To hell with everything( advarelse )

[Tavis Lan Cooper]

Dette emne er tilegnet Damen Dawson og Prof. Rosa Sensimilla 
Men andre professorer og rektor er også velkommene
Advarelse: der kan forkomme grimme ord 
Stedet er ved Slagpoplen

Tavis havde nettop været til samtale hos Vice-rektoren, et meget ubehageligt møde, hvor han havde fået af vide at hans værge Bill var afgået ved døden. Dette betød at, han igen var blevet forladt, først hans forældre som forsvandt på hans 6 års fødselsdag, og nu var hans værge død. Muligvis også hans ene plejebror og hans plejesøster var sendt i en ny plejefamilie, men Tavis havde igen og han følte sig ensom. Han var vred og tåre trillede ned over hans kinder imens han løb igennem slottet på vej ud og væk! bare væk fra alt det her lort, han havde jo igen mennesker tilbage at leve for, selv hans kæreste havde for få uger siden forladt ham og havde fundet end anden, og meget bedre fyr. Tavis trak hætten fra den grå hættetrøje han bar, over hoved for at skjule sit ansigt, for fyre som ham græd jo ikke ! de stramme sorte bukser, fik ham til at løbe en anelse langsommer, men han kom i det mindste frem. Han havde forladt mandens kontor, efter orderene om hans værge, han ville ikke høre mere for han vidste at han var på røven. Vreden kogte i hans krop, og han havde lyst til at slå alle omkring sig, men han tvang sig selv til at løbe forbi, uden at kigge på de forbløffende elever som så efter ham.  Da han endelig stoppe forpustet op, var han et par metre fra skolens ældgamle voldlige træ, han sank kort ned på jorden for at få styr på sin vejrtrækning og tårene stoppede, men efterlod hans øjne tunge og tørre. Han fik så rejst sig op, og med en skælvende hånd, greb han fadt i sin tryllestav og rette den rystende imod træet med et blik af vrede, lod han en stråle af ild skyde direkte imod træet. Man kunne nærmest høre træet skrige, da ilden tog fat, og fik træet til at kæmpe imod med svingende grene. Tavis blev ramt af en, som med det samme slog bene væk under ham og han lande tungt på maven ned imod jorden. Det var som om jorden snurre rundt, og hans øjne gled i imens han krøb sammen for at prøve at undgå de flammende grene som fløj igennem luftet og af og til strejfede ham, for at efterlade brænd mærker i tøjet. Han kunne godt mærke at han havde fået næseblod, men lige nu turde han ikke røre sig, tårene kom tilbage og han udbrød et sørgelig skrig af smerte, som kom helt inde fra hjertet af.  

[Damen Dawson]

Det var endnu en normal dag. Timerne var tørre og fyldt med lærer der blev ved med at minde dem om, at det her var deres sidste år, så de skulle virkelig tage sig sammen, og ikke nok med det, så var det også vigtigt, at de gennemgik alle de andre års pensum, for at kunne klare sig bedre til eksamenerne til sommer. De virkede dog så utrolig langt væk, at Damen stadig tog den hel med ro, og kunne sagtens stadig overskue at patruljere gangene, som han havde gjort siden han gik på 5. årgang. Han var lige drejede ned ad en gang, da han så en elev næsten blive væltet omkuld, da en anden elev løb i høj fart forbi hende. "Er du okay?" Spurgte Damen pigen, som nikkede til svar. Han kiggede en ekstra gang på hende, for at være sikker på at hun talte sandt, før han gik efter den elev der var løbet. 

Han kiggede rundt ude på udendørsarealerne, for at få øje på eleven, da han havde hørt at eleven var løbet denne vej, men ingen havde kunne fortælle Damen, hvem det var. Han var lidt ved at opgive at finde eleven, da han hørte et skrig. Hans øjne fløj imod skriget, og gik imod lyden. 

Han gispede kort af overraskelse og chok, da han så der var ild i Slagpoplen, og trak med det samme sin stav. "Aguamenti!" Råbte han, og prøvede så godt han kunne, at slukke ilden. Han var så opmærksom på ilden, at der gik et stykke tid, før han fik øje på drengen, der lå under træet. Han rettede derfor lynhurtig sin stråle over mod der hvor drengen lå under træet, for at holde flammerne væk fra ham.

[Prof. Rosa Sensimilla]

Rosa havde set røgen fra sit kontor. Fra vinduerne havde hun udsigt over nogle af Hogwarts’ udendørsarealer, deriblandt Slagpoplen – noget, hun som Botanikprofessor naturligvis satte pris på. Nu hastede hun ned ad de mange trapper for at komme uden for hurtigst muligt, mens hun i tankerne gennemgik de potentielle scenarier, der ville møde hende. Slagpoplen var et ældgammelt træ, der om noget skulle bevares!
Hun ilede ud ad de store døre og nåede inden længe sit mål, hvor hun brugte et par lange sekunder på at danne sig et øjeblik. Rosas første indskydelse var at redde træet. Så opdagede hun eleven, der var i al for stor fare, som han lå der under de svingende, brændende grene, og ville have reddet ham. Men hun kunne ikke overlade til den anden elev – skolens præfekt, hvis hun ikke tog fejl, eller en af hans brødre? – at tage sig af Slagpoplen egenhændigt. At hente hjælp var heller ikke en mulighed. Træet ville være futtet af inden, det kunne lade sig gøre.
”Signor Dawson! Hjælp ham væk fra grenenes rækkevidde!” beordrede professoren kortfattet og trak i samme nu sin egen tryllestav frem. ”Jeg tager mig af træet.” Rosa slog svirp med staven, så vandet en brøkdel af et sekund senere fossede ud fra spidsen, og gik så frem. Hun dukkede sig for de fægtende grene – med ild i! – og undveg behændigt træets udfald. Tydeligvis var hun vant til at arbejde med det, hvilket var en fordel. Hun vidste også, at hvis hun bare nåede ind til foden af træet, ville den værste fare være ovre – for dem alle. Som bekendt var der en helt særlig rod, man skulle trykke ned for at gøre træet stift, hvilket kun kunne lade sig gøre med en hånd eller fod – Rosa havde forsøgt gentagende gange med diverse besværgelser, men det kunne ganske enkelt ikke lade sig gøre, medmindre man fysisk kom hen til træet.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis lå stille, prøvede at få styr på alle sine mange tanker, som fløj forbi hans sind i sindsyg fart at han fik hovedpine. Han kunne mærke luften fra de grene der fløj over ham, og han tvang sig selv til at åbne øjne og kigge op, han gispe svagt da lyden af mennesker ramte hans øregang. Det betød at han var i store problemer, og han vidste nærmest godt at dette ville blive hans sidste dag på skolen, for han ville klart blive smidt ud for, at have fortudsaget skader på skolens ældste træ. Men hans liv var aflivelet ødelagt, nu hvor hans værge var død, havde han ikke mennesker tilbage, som han stole på og han var nu overladt til sig selv, der var igen til at tage sig af ham når han blev smidt ud. Han måtte vænne sig til tanken om et liv på gaden, og måtte tjene penge på forkerte måder, så livet så ret sort ud. Tavis kom op på alle fire, idet han hørte en professors stemme, han måtte heller komme væk, han trak hætten så lang ind over hoved som muligt, før han kravlede væk fra træet og prøvede så vidt muligt at undgå grene, men da han rejste sig op. Og kiggede til den anden side, kom en gren direkte imod ham og slog al luft ud af ham, og han blev svunget igennem luften, og endte hårdt på jorden et stykke væk fra træet. Tavis øjne sortnede og han gled væk, da han besvimede og hans hoved dunke af smerte, imens han lunger kæmpede for at få luften tilbage. Da han var fløjet igennem luften, var hans hætte gledet af, og hans kendte ansigt var fuldt ud synligt, og bar et par skrammer, samt lidt blod løb ud fra næsen. Det føltes som timer som han blot lå der, helt stille, men der var kun gået 6 minutter før han vågnede op. Tavis åbnede øjne langsomt og misse med øjnene på grund af lyset, og smerten i hans baghoved som havde ramt jorden hårdt, forsigtig satte han sig op og tog sig til panden. Hans blik flakkede lidt, men blev så rette imod professoren og den anden person, han ikke helt kendt, men regnede med var vejleder eller noget lignede. Han prøvede at komme op at stå, men opgav da hele hans krop var øm og han vidste at han ikke kunne flygte nu, han måtte bare tage ansvar for sine handlinger og tage sin straf. Dog håbe han, at de først tog ham med op på hospitals fløjen, for han kunne mærke han havde mange skader, som brandsår, rifter og måske et brækket ribben. NU kunne Tavis ikke gøre andet end, at vente på de fik slukket branden, og kom hen til ham.

[Damen Dawson]

Damen var ved at skvatte i det, som han trådte et skridt tilbage, da en af grenene svingede få millimeter fra ham. Det resulterede dog i, at han fik øje på professor Sensimilla. Han vendte dog hurtig sit fokus tilbage på træet, og gjorde sit bedste på at få slukket ilden omkring eleven der lå under det. Det var også grunden til at Damen sendte professor Sensimilla en mindre grimasse, da hun bad ham om at tage sig af eleven. Hvad lignede det han prøvede på? Brygge en ny slags te? Det var kun et øjeblik han havde kigget væk, før han ud ad øjenkrogen så eleven blive slynget flere meter væk fra træet. Damen sikkerede sig hurtig, at der ikke skete noget ved, at han gik, før han løb hen over mod eleven. Han knælede ned ved siden af eleven, og så det var en dreng, og hvis han ikke tog fejl, var han vist en Hufflepuff, mere vidste han ikke rigtig om ham. "Er du okay?" Spurgte han ham, selvom det var tydeligt, at han ikke var okay, men i det mindste var han ikke død. Han banede lidt indvendigt, da han så hans tydelig tegn på at han ligget under træet. Hvorfor var det lige at der var så langt til hospistalsfløjen? For han turde ikke selv at give sig i kast med healings besværgelserne, selvom han godt kendte nogle stykker der kunne bruges. Han kiggede sig hurtig over på professor Sensimilla, for at se om hun havde styr på træet, før han vente blikket tilbage til drengen. "Hvad hedder du?" Spurgte han ham, og vidste, at så længe drengen vidste hvem han var, havde hans hoved ikke taget så meget skade, som det kunne havet gjort, da det havde været en meget grim landing.